Kontakt Peter Sebastian på ps@vih.dk eller 2929 6387.
3 tips til vintertræningen i golf
Vinteren er jo ikke den bedste sæson for os golfspillere, men du behøver ikke at glemme golfspillet helt, når kulden rammer landet og snefnuggene kommer dalende. Vejle Idrætshøjskoles golfekspert, Jesper Dupont, giver her tre råd til, hvordan du kan træne lidt golf om vinteren også.
Øvelse 1 - Hold puttingen ved lige
Hvorfor vente helt til april med at træne putting. Tag putteren med hjem og træn på tæppet. Sigt efter en kop eller lignende. Man kan også købe specielle puttemåtter. Putting er vel nok det slag hvor vi har størst muligt potentiale for at blive lige så gode som alle de bedste – det kræver nemlig ingen fysiske egenskaber.
Øvelse 2 - Hurtigere vej til et nyt grib
Hvor tit har du ikke prøvet, at pro'en retter dit grib? Og hvor tit er det ikke at vi pludselig ikke kan ramme bolden, blot fordi gribbet føles så mærkeligt. Tag en kølle med hjem. Når du så har en ledig stund, så grib køllen og vend dig til dit nye grib, ved igen og igen at holde jernet på den måde som pro’en mener er bedst for din udvikling. Når du så kommer ud i klubben og gerne vil slå bolde, føles gribbet ikke så mærkeligt længere.
Hvis du generelt er i tvivl om hvordan du bør holde på jernet, så kan man i de fleste golfbutikker købe et specieljern, hvor gribbet er formet således at man holder korrekt på jernet.
Øvelse 3 - tjek tilbagesvinget i spejlet
Måske er du en af dem som har fået at vide, at du bevæger dig alt for meget i tilbagesvinget. Men det kan jo være svært at se, hvis ikke pro'en stå ved siden af dig.
Stil dig foran dit store spejl (ellers er det ud og købe et…). Nu vil du tydeligt kunne se hvordan hofterne eller hovedet bevæger sig til siden.
Vi vil jo helst have at hofterne bevæger sig rundt. Sæt evt. et stykke tape på spejlet; ét ved siden af hovedet og ét ved siden af den hofte. Forsøg nu at svinge tilbage, uden at komme for langt over tapen på spejlet.
Flere råd og vejledning
Du kan få mange flere gode råd på et golfkursus på Vejle Idrætshøjskole. Golfhøjskole i Vejle er intensiv golfundervisning kombineret med god gedigen højskole. Det vil du ikke gå glip af!
