Løb & Løbetræning

Bliv en bedre og hurtigere løber på Vejle Idrætshøjskole.

Måske har du et ønske om at løbe hurtigt på 5 km., halvmaraton eller få en god oplevelse med maratondistancen. Uanset erfaring vil du blive udfordret på dit niveau og få ny viden på området.

Vi løber med forskellig intensitet i højskolens smukke omgivelser - i forskelligt terræn bl.a. i skov og på atletikbane. Du vil blive introduceret til varierede træningsformer med fokus på kondition, styrke og koordination. Samtidig får du viden om de fysiologiske processer under løb. Vi arbejder med løbestil og løbeteknik, og der vil være mulighed for individuelle tests, så du kan se, om træningen har en effekt. Du lærer at lægge varierede træningsprogrammer, som kan vedligeholde motivationen og forebygge skader.

Jakob Sikjær om løb & løbetræning

At gennemføre forskellige løbedistancer i alle former for terræn bliver mere og mere populært. Men det kræver en ordentlig og struktureret træning. Jeg synes, det er vildt spændende at beskæftige sig med træningsplanlægning, så man kan få det optimale ud af sin træning og dermed indfri sine personlige mål.

Thea om interval-, tempo- og distanceløb

Jeg har brugt meget tid på at prøve mig selv af på forskellige distancer i mange sammenhænge. Det kan give nogle vilde oplevelser, når man selv eller i et fællesskab faktisk når nogle målsætninger, som er sat helt til grænsen. Men pas på, for man kan blive helt afhængig.