Vejle Idrætshøjskole har i samarbejde med Elevforeningens bestyrelse valgt fremover at flytte den traditionsfyldte gensynsweekend fra september til Kristi Himmelfartsferien.
For mange tidligere elever er gensynsweekenden et af årets højdepunkter, hvor de mødes for at genopleve minder og den særlige stemning, der opstår omkring et ophold på Vejle Idrætshøjskole.
De sidste mange år har elevforeningens årlige gensynsarrangement samlet ml. 5-800 tidligere elever fra hele landet. Dertil også en del internationale elever, der rejser til skolen for at deltage i arrangementet fra mange dele af verden for at se deres gamle skole samt lærere og venner.
Dato rykkes af flere hensyn
Både elevforeningen og højskolen ser flere fordele i at flytte datoens for årets gensynsweekend:
”Vi ved, at datoen for weekenden har været en stående fast aftale i kalenderen på mange elevhold. Derfor er det også først efter store overvejelser, at vi har valgt at flytte arrangementet. September har nemlig i de sidste mange år været et rigtigt skidt tidspunkt for et så stort arrangement på højskolen. Og i takt med at højskoleopholdene har været udsolgt de sidste mange år, så er gensynsarrangementet også vokset i volumen – hvilket naturligvis er en udvikling, som vi glæder os over.
Men derfor kommer det også til at fylde rigtigt meget og er ikke ideelt – stort set som den første fest – for vores 149 elever, som lige er startet i august og som stadig er ved at vænne sig til at gå på højskole. Således er det et ønske fra vores side, at vi kan rykke elevforeningens flotte gensynsarrangement og det store arbejde bag arrangementet til slutningen af et højskoleophold.”
– Forstander Ole Damgaard.
”I elevforeningen har vi altid store ambitioner for vores gensynsweekend. Det forandres ikke, selvom datoen nu er anderledes. Til gengæld får vi med den nye dato nu nemmere ved at planlægge arrangementet, når datoen ikke falder oveni i sommerferie og studiestart, hvor vores engagerede medlemmer af elevforeningen også ofte dedikerer sig til tutoropgaver og lignende på studiet.
Vi har oplevet, at de sidste mange års gensynsweekend har været meget hurtigt udsolgt og vi både håber og regner med, at vi kan få samme succes op at stå omkring den nye dato, som også er planlagt tæt på sommeren, så vi stadig kan benytte os af skolens dejlige udendørs arealer.”
– Elevforeningens bestyrelse.