Bryg og bål er for dig, som ønsker udfordringer, du højst sandsynligt ikke har prøvet før. Vi skal arbejde med processen bag ølbrygning og lave mad over bål i forskellige afskygninger, – både i udendørs ovne og på det traditionelle bål.
I undervisningen tages eleverne med igennem hele processen af ølbrygning og etablering af en forening, som et bryglaug. Der stiftes bryglaug ud fra gældende dansk lovgivning med en demokratisk process.
Når vi skal lave mad over bål er fokus på læringen i at lave mad i det fri. Vi lægger vægt på tilberedning af mad over bål samt konservering af madvarer. Vi skal lave røget mad, saltet mad, stegt mad – you name it!
Vi fokuserer på sunde alternativer og grøn omstilling i forhold til valg af råvarer samt mindskelse af madspil. Hvad kan vi gøre, og hvad kan vi få ud af det?
Undervejs i forløbet besøger vi bryghuse eller andre lokale madproducenter, som en del af undervisninger.
Vi arbejder med konceptet “fra jord til bord”, som er tanken om at kunne samle sit eget mad og tænke i lokale råvarer. Vi tager for eksempel på forskellige sanke-ture hvor vi skal finde svampe, urter, signalkrebs, og blåmuslinger.
Vi bygger vores egen ovn på en primitiv måde, og måske vi selv skal finde nye spændende måder at tilberede vores mad på?