Vil du gerne være med til at planlægge og afvikle et kæmpe projekt i forbindelse med Knæk Cancer? Vi samarbejder med Team Courage to Care om at stable et helt unikt projekt på benene, hvor vi fylder Vejle Idrætshøjskole med glade mennesker, samtaler, idræt og bevægelse.
Der er mange roller i sådan et projekt. Du kan være med, hvis du godt kan lide at strukturere og organisere. Der er også brug for dem, der gerne vil stå foran og undervise. Vil du gerne bare støtte sagen og give en hånd med, så er du også velkommen.
I Knæk Cancer-ugen laver vi en masse events for de andre elever på skolen, som er med til at bygge op til det store klimaks, hvor vi er med til at organisere og afvikle det store Courage to Care-event, som ligger i forbindelse med Knæk Cancer-landsindsamlingen.
Team Courage to care er et helt unikt fællesskab med fantastiske holdkammerater rundt omkring i hele landet. Ønsket med Team Courage to care er at skabe et stærkt fællesskab med plads til alle. Vi samles om en god sag og altid med inddragelse af fysiske og sociale aktiviteter, der er med til at styrke vores relationer, samt øge trivslen og sundheden.