Kompetencefag

Fitnessinstruktør

Fitnessinstruktør

Vi gennemgår Fitnessinstruktør uddannelsen ved Bevæg dig for livet – Fitness, som er en anerkendt uddannelse fra DGI og Dansk Idrætsforbund. Med instruktørbeviset i hånden er du kvalificeret til at blive fitnessinstruktør i en forening eller i et kommercielt fitnesscenter.

Som fitnessinstruktør bliver du i stand til at lave træningsprogrammer til motionister – og du får selv et større indblik i træningsplanlægning, som du kan udnytte i din egen træning. Vi arbejder primært med funktionel træning, hvor øvelserne har stor overførbarhed til hverdagen eller til en specifik sportsgren.

Vi beskæftiger os med, hvordan kroppen er bygget op. Vi kigger på kroppens fysiologi og ser på, hvordan musklerne, lungerne, nervesystemet og kredsløbet fungerer. Vi bliver skarpere på kroppens anatomi. Hvordan er skelettet bygget op, og hvor sidder musklerne egentlig henne på kroppen? Vi forsøger at kigge på det i praksis.

Vi ser på, hvordan kroppen virker i hvile og under arbejde. Hvordan kommer man i bedre kondition? Hvordan bliver man stærkere? Hvordan får man større muskler?

Med udgangspunkt i kroppens anatomi laver vi bevægelsesanalyser, så vi kan tilrettelægge det bedst mulige styrketræningsprogram til almindelige motionister. Vi tager et funktionelt udgangspunkt, så træningen også kan bruges i hverdagslivet eller i din egen idrætsgren. Gennem den praktiske indgangsvinkel får du selv en større kropsbevidsthed.

Vi arbejder primært med klassiske styrketræningsøvelser, som vi gennemgår grundigt, så din egen teknik bliver bedre – og du får større indsigt i, hvordan du kan formidle øvelserne til en anden.

Hvordan afdækker man, hvilke behov andre har til deres træningsprogram? Hvordan udarbejder man et træningsprogram med udgangspunkt i disse behov? Hvordan formidler man træningsprogrammet videre til vedkommende? Vi arbejder med dine formidlingsevner – og forøger dine personlige ressourcer. Efter endt uddannelse er du klædt på til at kunne lave individuelle træningsprogrammer til motionister.

En stor del af fitnessinstruktør beskæftiger sig med, hvordan du bliver bedre til at tilrettelægge træning – enten for dig selv eller andre. Vi arbejder både med styrketræning og konditionstræning, men det største fokus i uddannelsen ligger på det styrketræningsmæssige.

Som udgangspunkt retter uddannelsen sig mod almindelige motionister. Vi arbejder dog også med særlige grupper: børn, voksne, ældre, overvægtige, rygtræning, træning af gravide.

Ved fagets afslutning modtager du et kursusbevis, så du kan søge job som fitnessinstruktør. Mange af vores tidligere elever arbejder nu som instruktører i kommercielle og foreningsbaserede fitnesscentre. Du skal deltage i alle timerne og betale omkring 300 kroner for materialerne, og til sidst i forløbet er der en mindre prøve for, at du kan blive certificeret fitnessinstruktør.

  • Du vil blive inspireret og opleve glæden ved at bruge din krop.
  • Du vil uanset færdighedsniveau optimere din træning.
  • Du vil stifte bekendtskab med nye tendenser og derved opnå en større indsigt i fitnessverdenen.
  • Du er parat til at søge job i et fitnesscenter og/eller blive bedre forberedt til dit fysioterapeut-, læge- eller idrætsstudie.

FACILITETER TIL FITNESSINSTRUKTØR