På Vejle Idrætshøjskole tilbyder vi en helt fantastisk uge med havkajak, leg og læring omgivet af det fantastisk smukke område ved Vejle fjord, men også en uge der byder på kultur og socialt samvær.
Du kan forvente dig en uge med gang i den, og hvor der er lagt op til trætte arme og ømme mavemuskler efter dejlige ture og teknikøvelser i kajak, med mulighed for at få et IPP2 bevis.
En uge, hvor du bliver fyldt af godt humør efter morgensang, hvor der synges fra højskolesangbogen og hvor kursisternes sangønsker altid er velkomne. Hvor hjernen stimuleres af ugens forskellige foredragsholdere og morgensamlingernes små historier fra underviserne. Du vil blive beriget i mødet med mange nye dejlige mennesker, der er klar på at indgå i fællesskabet.
I løbet af ugen vil der være andre tilbud end havkajak, fx udspænding, gåtur, klatring, brætspil, bålhygge, en dukkert i vores ferskvandsbassin og solnedgangstur alt efter vejr og stemning i gruppen.
Hver aften efter endt program er der mulighed for hygge i havestuen, hvor der vil være en lækker aftenservering.
Den sidste aften slutter vi af med en afskedsmiddag, hvor der bliver tændt op i de kulørte lamper med mulighed for dans, snak og drinks i vores sommercafé.
Vi tager udgangspunkt i Vejle Fjord, der med sine stejle, bøgeskovsbeklædte skrænter og dejlige strande giver helt særlige naturoplevelser. Ofte får vi også besøg af et marsvin eller en sæl.
Vi tager gerne på tur på Vejle Å, der bestemt er et besøg værd. Her er der også mulighed for at komme helt tæt forbi Olafur Eliasson kendte bygning ”Fjordenhus”, som kun de færreste får mulighed for at se fra vandsiden.
Kurset er for dig med interesse for eller lyst til at afprøve forskellige vandsportsaktiviteter og få dejlige dage på vandet. Måske vil du gerne starte i en klub, måske vil du gerne købe din egen kajak eller måske er du bare nysgerrig på det alt sammen. Uanset hvad er alle velkommen på kurset.
Kurset er en blanding af teknik, leg, redninger og forskellige ture. Alle uanset niveau kan deltage.
Tryghed og sikkerhed er gennemgående for den måde vi arbejder med kajak på Vejle Idrætshøjskole. Vores underviser er blandt landets bedste.
Der vil være foredrag og udflugter i løbet af kursusugen. Mere information følger.