Pænt goddag. Jeg gik på Vejle Idrætshøjskole i foråret 2023 og knuselskede det helt ind til benet. Jeg er en nærværende og omsorgsfuld dreng med fart over feltet, propfyldt med livsglæde, smil og ballade. Jeg brænder for alt boldspil og især fodbold er jeg meget gode venner med. Derudover er jeg en vaskeægte friluftsmand, som udnytter en hver mulighed for at skide bag et træ.
Højskole er en tid, hvor man i fuld fart opbygger venskaber og skaber minder for livet. Der opstår et helt specielt fællesskab. Et fællesskab der udfolder sig et sted, hvor faciliteterne er i top og der er plads til faglig, kropslig og følelsesmæssig fordybelse. Fantastisk. Jeg ville aldrig have været mit ophold på VIH foruden og den følelse håber jeg på at kunne give videre.
Udover det helt specielle fællesskab der dannes i løbet af et højskoleophold, er grin og grænser i min optik to meget centrale ord. Både det at kende sine grænser og sige fra, men også at turde våge sig udover dem.
Ingen ophold ligner hinanden, og Jeg glæder mig, som det legesyge barn jeg er, til at være med til at skabe et magisk, unikt og rummende fællesskab i Vejle-boblen.
Ditte og jeg vil stå på hovedet for at gøre E24 swagalicious derudaf.