Kontakt Peter Sebastian på ps@vih.dk eller 2929 6387.
Ski

Højdepunkterne er skirejserne
Når vi er af sted på skiturene undervises du bl.a. i:
- Skolesving
- Offpiste & freeride
- Demo
- Park
- Porte
- Pukler
- Tricks
- Undervisningsdidaktik og -metodik
En normal skidag består af 2-3 timers undervisning, hvorefter du har fri til at arbejde videre med den individuelle vejledning du har fået. Som en hjælp til at forbedre dit skiløb, benytter vi os af videoanalyse, du filmes jævnligt og sekvenserne gennemgås nøje, så du får en god forståelse for hvad du i fremtiden skal fokusere på for at udvikle dig som skiløber.
De uger vi er hjemme på højskolen laver vi styrke-, udholdenheds-, balance- og koordinationstræning målrettet til dig, der ønsker at blive en bedre skiløber. Desuden vil der være udstyrslære, sne- og skiteori samt sikkerheds- og lavinelære. Hvis vejret tillader det, træner vi balance på skøjter og langrend. Som en del af forberedelserne til skiturene tager vi ligeledes til indendørsskihallen, Snow Dome ved Hamborg
Tag en uddannelse som skiinstruktør
Med en uddannelse som skiinstruktør får du mulighed for at bo og arbejde i et andet land, og suge til dig af de indtryk og oplevelser, som et sådan ophold uden tvivl vil give dig. Samtidig udvikler du dine evner som underviser, og får en enestående mulighed for at forbedre dine egne skifærdigheder. Synes du det kunne være spændende at arbejde som skiinstruktør, enten på ugebasis for skiklubber, skoler, institutioner osv. eller en hel sæson på en skiskole, giver vi dig mulighed for at forberede dig til skiinstruktøruddannelse i enten, norsk, østrigsk eller danske regi. Vejle Idrætshøjskole har kontakt til godkendte uddannerere i ovennævnte 3 lande, og med instruktør beviset i hånden, hjælper vi med kontakter til skiskoler i Norge og Østrig.
Få inspiration til usædvanlige skioplevelser
Har du lyst til at rejse ud og opleve verden med skiene pakket i rygsækken, kan vi guide og inspirere dig til muligheder i bl.a. Norge, Østrig, Japan og Sydamerika.
Uanset om du vælger at arbejde som instruktør, eller at rejse, vil du møde mennesker fra mange forskellige lande og kulturer og knytte kontakter og venskaber, der holder for livet.
Skilinje oktober – december 2012
- En uge på ski til en Gletscherdestination i Østrig eks. Hintertux, syv ugers forberedende træning og teori på højskolen
- Der er en ekstrabetaling på for skilinjen på 5.000 kr. i efteråret.
Skilinje januar – februar 2013
- 3 uger på ski. En uge i Trysil, Norge (fællestur for hele højskolen) samt to sammenhængende uger til to forskellige destinationer i alperne. 5 ugers forberedende træning og teori.
- Der er en ekstrabetaling på for skilinjen på 11.500 kr. i foråret.
Undervisere
|
|
Erik SideniusLige siden jeg i en alder af 26 fik de første par ski under fødderne har jeg været bidt af den hvide verden. Lækker sne, smukke bjerge og dejlig solskin, så er min dag reddet. Jeg bliver aldrig færdig med at udvikle mig som skiløber. Derfor er det dejligt bekræftende for mig, at få lov til at give denne passion videre til eleverne på VIH´s skilinje. Uanset hvor du befinder dig rent skimæssigt giver vi dig superfede oplevelser og udvikling. |
|
|
Troels Østergaard JacobsenSkiløb har gennem de seneste 20 år bragt mig rundt i verden og givet mig utrolig mange uforglemmelige oplevelser - lige fra de vilde adrenalinpumpende, til de mere fredfyldte og fantastiske naturoplevelser. Det fascinerende ved skiløb er de kræfter der er i spil, både dem du fysisk mærker på egen krop, men også de enorme kræfter i naturen omkring dig. Som underviser lægger jeg vægt på, at du prøver mange ting indenfor skiløb, og jeg tror på at et smil på læben får dig til at opleve større skiglæde og føle ekstra kvalitet i dit skiløb. |