Temadage på Vejle Idrætshøjskole

Temadage på Vejle Idrætshøjskole

Hav, salt, idræt, fordybelse, mad over bål og gode snakke har gennem forskellige temadage den seneste måned været omdrejningspunktet på Vejle Idrætshøjskole.

Engang imellem er der temadage på højskolen, hvor både lærere og elever hiver en dag ud af kalenderen, for at samles om et fælles emne eller projekt.

I september har der været to temaer på skemaet. Fjordens Dag og Nak & Æd. 

Fjordens Dag 11. september foregik ved Tirsbæk Strand ved Vejle Fjord. Selvom kalenderen viste september, var vejret med os og temperaturen viste over 20 grader. 

Højskoleeleverne var hele dagen igennem fordelt ud på forskellige aktiviteter i og omkring fjorden. Derudover var der et madlavningshold, som stod for at lave en lækker blåmuslingesuppe over bål, som alle kunne nyde til frokost. 

Våde tæer og fiskeburgere

En anden gruppe elever var blevet sat af ved Daugaard, for at gå 12 kilometer langs kysten tilbage til Tirsbæk. En tur, som bød på visse udfordringer, da fjorden et par gange skulle krydses, og man derfor ikke kom helt tørfodet hjem. 

Ved Tirsbæk var der både gang i kajakker og SUP boards og der blev øvet headstand og andre tricks, - nogle med mere succes end andre. 

Frokosten, som både bestod af muslingesuppe og lækre fiskeburgere fra køkkenet på VIH, blev nydt på stranden i solskin. 

Røg i håret og smil på læben

Skolens anden temadag fandt sted fredag 22. september og her var fjorden skiftet ud med skolens egen bålplads, - Sibirien. 

Temaet var Nak & Æd og selvom der ikke blev nakket nogle dyr, så blev der i den grad spist lækker mad. 

Menuen stod på lam på grill, svinekæber og kylling på rotisseri over bål og en masse lækker tilbehør. Og selvfølgelig en dessert, som også blev tilberedt over bål. 

Igen var vejret med os, og det blev endnu en vellykket temadag. 

Formålet med temadagene er at hive både lærere og elever ud af de vante rammer, for at danne relationer og skabe minder i nye omgivelser. Der er tid til fordybelse, nærvær og ro, når naturen og fællesskabet er omdrejningspunktet.